På rejse til Nicaragua af Freya Dahl

En solidaritetsrejse
Nicaragua er et land på størrelse med Danmark. Hvis man forestiller sig USA på et kort, så ligger Nicaragua i den lille blindtarm, der forbinder Nordamerika og Sydamerika. Blindtarmen kaldes Mellemamerika, og Nicaragua grænser blandt andet op til Honduras og Costa Rica. Før jeg tog afsted vidste jeg ikke meget, om Nicaraguas kringlede historie, fordi den del af verden aldrig rigtig har været så meget i hverken mit eget, mediernes eller mine historielæreres søgelys. Sådan har det ikke altid været. Efter den Nicaraguanske revolutionen i 1979 ønskede mange danskere at komme til Nicaragua for at støtte den ny regering. Med det ideologiske engagement tog de første arbejdsbrigader, som de kaldte sig selv, fra Danmark til Nicaragua. De hjalp dengang til med kaffehøsten og byggede skoler, mens de var indkvarteret hos lokale familier. I samme omgang blev Mellemamerika Komiteen (i daglig tale MAK). MAK eksisterer stadig den dag i dag og sender altså hvert år brigader til Mellemamerika. Organisationen er ikke partipolitisk, og hvor det førhen var folk fra den yderste venstrefløj brigaderne bestod af, så er det i 2015 primært ny udklækkede studenter, der tager afsted på brigade.

Turen begynder
Der sad jeg så i flyveren fra Kastrup til Managua, Nicaraguas hovedstad, i februar, sammen med 10 andre. Vi spændte aldersmæssigt fra 19-25 og geografisk fra Lysabild til Amagerbrogade. Inden da havde vi været på et to ugers højskoleophold, hvor vi lærte en hel masse om landets historie og hinanden, som vi ikke kendte før. Managuas varme, fugtige luft mødte os, da vi steg af flyveren, og tanken om, at det var den slags klima, vi skulle bo i det næste lange stykke tid, var ikke helt skidt. Efter et par dage i Managua skulle vi videre til en mere nordligt beliggende by, der hedder Matagalpa. Her var vi en uge på spanskkursus, som skulle give os bare en lille smule forberedelse på noget af det, som mange af os havde glædet os allermest til. En del af brigadeprogrammet er at blive indkvarteret hos lokale landsbyfamilier, for på den måde at lære mest muligt om kultur og samtidig knytte tætte bånd til nogle menneske, som man måske på papiret ikke har særlig meget tilfælles med.

Lysabild på Nicaraguansk
Inden afgang mod landsbyen vidste vi ikke ret meget om, hvad der ventede os. Vi vidste, at der stod 11 familier og ventede på os ved busstoppestedet, og at de 11 familier var hver vores base i de næste 6 uger. Jeg tænkte ved mig selv, at Lysabild vel nok sammenlignet med La Colonia, som landsbyen hed, ville komme til at virke som en metropol med langt flere indbyggere og busforbindelser i verdensklasse. Jeg havde i hvert fald rigeligt med tid til at gøre mig forskellige tanker, da vi bumpede derudaf i en bus fyldt til bristepunktet fra Matagalpa til La Colonia. Nok gjorde jeg mig mange forestillinger, men jeg fristes også til at sige, at der ikke var en forestilling, som ramte præcist på den store oplevelse, som jeg havde liggende foran mig.  

Fortsættes…

freya01

Mine medbrigadister

 

freya02Et billede fra Matagalpa, byen hvor vi var på sprogskole.