Sønderborg Kommune
Teknik- og Miljøudvalget
Rådhuset
6400 Sønderborg
Supplerende oplysninger til cykelruteplan
Skolebestyrelsen ved Lysabild skole og Landsbyrådet for Lysabild Sogn er blevet opmærksom på, at der mangler en strækning fra Østkystvejen til Lysabild i udvalgets uprioriterede liste over lokaliteter, hvor borgerne ønsker cykelstier. På Østkystvejen stopper cykelstien ved grænsen mellem de tidligere Sydals og Augustenborg kommuner, således at der ikke er cykelsti i den del, der lå i den tidl. Sydals Kommune.
Den pågældende strækning er ikke noget, vi sådan lige finder på at nævne her i sidste øjeblik, før prioriteringen af cykelruterne skal ske. Vi har derimod den omtalte strækning med i vores høringssvar til kommuneplanen, som vi indsendte i februar 2009. Så det må være en forglemmelse, at den ikke figurerer på listen. En kopi af høringssvaret er vedlagt dette brev.
I høringssvaret lagde vi op til at se skolecykelsti-strækningen i sammenhæng med turist-cykelruterne – altså at man laver en cykelsti langs hele Kegnæsvej fra Drejet til Østkystvejen og forbinder med den dér eksisterende cykelsti.
Men det er imidlertid skole-strækningerne, der er de væsentligste, når der skal prioriteres. Og vi må derfor pege på, at der er børn fra Lille Mommark og Sarup, der cykler langs Kegnæsvej til Lysabild Skole. Så af hensyn til skolebørnene kan vi ikke nøjes med den 1,7 km lange strækning mellem Skovby og Lysabild. Den sidstnævnte strækning har været et stort ønske fra lokalbefolkningen i 35 år, og har også været på budgettet i Sydals Kommune, men blev vedholdende skubbet ud i overslagsårene.
Desværre skete der for nylig et trafikuheld med dødelig udgang på Kegnæsvej – et uheld som en cykelsti måske ikke kunne have ændret ved. Men en cykelsti ville i dén grad øge trygheden blandt børn og forældre, så man tør lade dem cykle i skole langs Kegnæsvej – både fra Skovby-siden og fra Ll. Mommark-siden.
Med venlig hilsen, på skolebestyrelsen og landsbyrådets vegne
Gitte Beier, formand for skolebestyrelsen ved Lsybaild Skole og
Erling Junker, formand for Landsbyrådet for Lysabild Sogn