Mød de nye ejere af Nørregade 12 i Lysabild

Som de nye ejere af byggegrunden på Nørregade 12 og den overfor liggende mark kunne vi godt tænke os at introducere os selv og vores projekt, da vi kan mærke, at der er stor interesse for dette.

Vi, det er Sonja og Brian Hartmann Poetzsch, har overtaget grunden pr. 1. januar 2019 med henblik på at bygge hus i Lysabild.

Da vi er ret entusiastiske naturelskere, har vi ledt med lys og lygte efter et større stykke jord, hvor vi kunne nyde noget natur, der er vores egen. Vi har længe beskæftiget os med ideen om bæredygtighed og selvforsyning, hvilket også kommer til at være den store drivkraft i projektet. Planen er, at der skal etableres et vildt naturområde på marken, så der kan opstå en naturlig mangfoldighed. Dertil hører en 0,4 ha vildtremis i enden længst væk fra Nørregade, en lund med frugttræer op mod Nørregade, en shelterplads og en forøgelse af læhegn rundt om marken. Dette påbegyndes allerede i efteråret. Og om en årrække vil vi så gerne bygge et mindre lavenergihus midt på marken i byzonedelen.

Byggegrundens skæbne er endnu ikke helt afgjort. Vi vil gerne benytte os af muligheden til at oplyse om, at området kun er tænkt til privat brug.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *